Forsikringsaftalelovens § 51 – Sikkerhedsforskrift

Som advokat for en gårdejer, har jeg netop hovedforhandlet en sag i Vestre Landsret, vedrørende et krav om udbetaling fra en brandforsikring, i forbindelse med brand i en lade. 

Ved branden blev en del materiel ødelagt, ligesom et halmlager udbrændte sammen med selve ladebygningen.

Gårdejeren havde haft et bål, ca. 15 meter fra laden og brandårsag var en glød fra bålet. 

Bålet skulle minimum være placeret 30 meter fra laden, og forsikringsselskabet var af den opfattelse, at bålet minimum skulle have været placeret 200 meter fra laden.  

Spørgsmålet om afstandskrav til lade vedrørte fortolkning af gældende vejledning om afbrænding.  

Regelsæt for afbrænding af bål skal først søges i beredskabsloven, som igen henviser til en bekendtgørelse, og bekendtgørelsen henviser til en vejledning, udarbejdet i henhold til bekendtgørelsen vedrørende afbrænding. 

Regelsæt for afbrænding af bål skal således findes i vejledningen og ikke beredskabsloven.

Gårdejerens police havde et afsnit om branddækning og indeholdt en bestemmelse om, at gældende brand- og beredskabslovgivning skal være overholdt for at opnå forsikringsdækning. 

Spørgsmålet var herefter om ordene ”det er en betingelse for brænddækning, at gældende brand- og beredskabslovgivning er overholdt” var en sikkerhedsforskrift i forsikringsaftalelovens § 51 forstand. 

Forsikringsaftalelovens § 51 sondrer mellem sikkerhedsforskrifter og objektive risikoafgrænsninger, men i nærværende sag var parterne enige om, at der ikke var tale om en objektiv risikoafgrænsning.  

Spørgsmålet var herefter, om policebestemmelsens ord om gældende brand- og beredskabslovgivning var en sikkerhedsforskrift. 

Byrettens konklusion i sagen var, at ordene ”gældende brand- og beredskabslovgivning” ikke var en sikkerhedsforskrift, og derfor blev forsikringsselskabet dømt til at betale erstatning. 

I henhold til forsikringsaftalelovens § 18 havde jeg valgt at nedsætte erstatningskravet med 20%, hvilket byretten tiltrådte, og jeg fik således fuldt medhold i min nedlagte påstand. 

Forsikringsselskabet valgte at indbringe sagen for Vestre Landsret, hvor sagen netop har været hovedforhandlet. 

Efter proceduren kom landsretten med en tilkendegivelse, som gik ud på, at byrettens dom ville blive stadfæstet. 

Landsretten var således enig i, at ordene ”gældende brand- og beredskabslovgivning” ikke kunne betragtes som en sikkerhedsforskrift i medfør af forsikringsaftalelovens § 51.

I den forbindelse bemærkede landsretten, at nærværende sag vedrørte et landbrug, som normalt ikke beskæftiger sig med brandforhold. 

Henvisning til gældende lovgivning, som en sikkerhedsforskrift, kan derimod gøres gældende i andre brancher, som er meget lovreguleret, og hvor drift af virksomheden forudsætter et indgående kendskab til gældende lovgivning.  

Videre har det antageligt også betydet noget for sagens udfald, at reglerne om afbrænding ikke findes i selve beredskabsloven, men, som ovenfor anført, i en vejledning udarbejdet i henhold til en bekendtgørelse, som bygger på beredskabslovgivningen. 

Forsikringsselskabet valgte at acceptere landsrettens tilkendegivelse. 

Konklusionen er derfor, at et forsikringsselskab ikke kan nøjes med at henvise til gældende lovgivning som en sikkerhedsforskrift i forsikringsaftalelovens § 51, hvis virksomheden ikke normalt har et indgående kendskab til den pågældende lovgivning.  

Ligeledes tiltrådte landsretten også reduktionen af erstatningen med 20%. 

Spørgsmål vedrørende ovennævnte artikel og/eller erstatning og forsikringsret generelt, kan rettes til advokat Peter Blenstrup Nielsen på mail: pbn@advokaterne.com eller telefon: 22 20 09 60.

Navigation